Hvert element i uret, du læser dette på, blev opfundet af nogen, et eller andet sted, af en grund, der normalt ikke havde noget at gøre med, hvad det blev.
Kairo gav os dagen. Egyptiske astronomer inddelte himlen i 36 stjernegrupper - dekaner - og brugte dem som et natteur: tolv var synlige over en hel nat, så natten fik tolv timer, og dagen fik tolv til at matche. Det er der, 24-timers døgnet kommer fra, og det er aldrig blevet revideret. Det samme system producerede et 365-dages borgerligt år, som Egypten derefter afviste at give en skuddag, så dets kalender vandrede baglæns gennem årstiderne og tog 1.460 år at justere.
Athen gav os maskinen. Antikythera-mekanismen, trukket fra et skibsvrag i 1901 og anerkendt som en gearet enhed i 1902, blev bygget omkring 150-100 f.Kr. Den forudsagde formørkelser, sporede månens uregelmæssige bevægelse, viste planeterne og talte den olympiske cyklus ned. Intet af sammenlignelig kompleksitet dukkede op i 1.400 år.
Rom gav os kalenderen. I 1582 slettede Gregor XIII ti dage og, endnu vigtigere, fastsatte skudårsreglen: delelig med fire, undtagen århundreder, medmindre den var delelig med fire hundrede. Den regel kører lydløst inde i alle enheder på Jorden.
Chicago gav os tidszonen. Før den 18. november 1883 kørte Nordamerika på omkring tre hundrede lokale soltider. Jernbanerne indførte simpelthen fire zoner på et kontinent uden at spørge nogen regering. Chicagos ure blev sat ni minutter og 32 sekunder tilbage, og byen havde middag to gange på en eftermiddag.
London gav os nullet. I 1884 blev seksogtyve lande enige om, at længdegrad nul ville løbe gennem Airy Transit Circle ved Greenwich. Hver tidszone på Jorden måles fra den linje - som, som GPS senere afslørede, er omkring 102 meter fra det sted, hvor den moderne referencemeridian faktisk falder.
Paris gav os måleren ved at måle en meridianbue fra Dunkerque til Barcelona gennem en revolution og en krig. Det nægtede derefter at sige ordet "Greenwich" i loven indtil 1978.
Auckland gav os sommertid i form af et papir læst for Wellington Philosophical Society i 1895 af en entomolog, der ønskede mere aftenlys til at fange møl. Han blev til grin.
Berlin gav os sommertid i den form, der faktisk skete: en ordre af 30. april 1916 om at redde kul i krigstid. Inden for seks uger havde et dusin lande kopieret det, inklusive flere i krig med Tyskland.
København gav os det mest ambitiøse ur, der nogensinde er bygget af én person — Jens Olsens Verdensur, tolv værker, 15.448 dele, viklet i hånden hver uge, med et gear, der gennemfører en omdrejning hvert 25.753 år.
Zürich gav os det mest disciplinerede: et stationsur, hvis sekundviser bevidst er forkert i 58,5 sekunder ud af hver 60, der ankommer tidligt og venter, så det kan være helt rigtigt på det eneste øjeblik, der betyder noget.