Hvert eneste element i det ur, du læser dette på, blev opfundet af nogen, et sted, af en grund, der som regel intet havde at gøre med det, det endte med at blive.
Kairo gav os døgnet. Egyptiske astronomer delte himlen op i 36 stjernegrupper – dekaner – og brugte dem som natur: tolv var synlige i løbet af en hel nat, så natten fik tolv timer og dagen tolv tilsvarende. Det er derfra, døgnets 24 timer stammer, og inddelingen er aldrig blevet revideret. Samme system gav et borgerligt år på 365 dage, som Egypten så undlod at give en skuddag, så kalenderen vandrede baglæns gennem årstiderne og brugte omkring 1.460 år på igen at falde sammen med Sirius' opgang.
Athen har maskinen. Antikythera-mekanismen, der blev hentet op fra et skibsvrag i 1901 og i 1902 blev genkendt som et apparat med tandhjul, blev bygget omkring 150–100 f.Kr. Den forudsagde formørkelser, fulgte månens uregelmæssige bevægelse, viste planeterne og talte ned til de olympiske lege. Intet af tilsvarende kompleksitet dukkede op de næste 1.400 år.
Rom gav os kalenderen. I 1582 strøg Gregor 13. ti dage og, endnu vigtigere, fastlagde skudårsreglen: delelig med fire, undtagen hele århundreder, medmindre de er delelige med fire hundrede. Den regel kører lydløst i hver eneste enhed på Jorden.
Chicago gav os tidszonen. Før den 18. november 1883 brugte Nordamerika omkring tre hundrede lokale soltider. Jernbanerne pålagde simpelthen et helt kontinent fem zoner (fire i USA) uden at spørge nogen regering. Chicagos ure blev stillet ni minutter og toogtredive sekunder tilbage, og byen havde middag kl. 12 to gange den dag.
London gav os nulpunktet. I 1884 stemte delegerede fra femogtyve lande for, at længdegrad nul skulle gå gennem Airy Transit Circle i Greenwich. Alle tidszoner på Jorden måles fra den linje – som, viste GPS senere, ligger omkring 102 meter fra det sted, hvor den moderne referencemeridian faktisk går.
Paris gav os meteren ved at opmåle en meridianbue fra Dunkerque til Barcelona midt under en revolution og en krig. Derefter holdt Frankrig ordet »Greenwich« helt ude af sin tidslov: fra 1911 var den lovbestemte tid »Paris' middeltid, forsinket 9 minutter og 21 sekunder«, indtil UTC afløste formuleringen i 1978.
Wellington gav os sommertiden i form af et foredrag, som en entomolog holdt for Wellington Philosophical Society i 1895, fordi han ønskede mere aftenlys til at fange insekter. Han blev til grin.
Berlin gav os sommertiden i den form, den faktisk fik: en forordning udstedt den 6. april 1916, der trådte i kraft den 30. april, for at spare kul i krigstid. Inden for to måneder havde det meste af Europa kopieret den, heriblandt Storbritannien, Frankrig og Portugal, alle i krig med Tyskland.
København gav os det mest ambitiøse ur, én person nogensinde har konstrueret – Jens Olsens Verdensur: tolv urværker, 15.448 dele, trukket op i hånden hver uge og med et tandhjul, der fuldender én omdrejning hvert 25.753. år.
Zürich gav os det mest disciplinerede: et stationsur, hvis sekundviser bevidst går forkert i 58,5 af hver 60 sekunder, kommer for tidligt frem og venter, så den kan være helt præcis i det eneste øjeblik, der tæller.