Berlin

Vidste du det?

Berlin stillede uret, og inden for seks uger kopierede et dusin lande det

Tyskland tilbereder et sted mellem 550 og 600 tons döner-kød hver eneste dag.

Industrien omsætter for ca. 2,5 til 3,5 milliarder euro om året og beskæftiger omkring 60.000 mennesker. Der er omkring 16.000 döner-outlets i Tyskland, hvoraf Berlin alene har et sted mellem 1.000 og 1.500 – mere end nogen anden tysk by, hvilket er passende, fordi tingen er opfundet her.

Ikke kødet. Det lodrette spyd er osmannisk; teknikken går tilbage til 1800-tallet, hvor en kok i Kastamonu efter sigende stillede det traditionelle vandrette spyd lodret. Det, der blev opfundet i Berlin, var at lægge det i brød og række det til en, der havde travlt.

Æren tilskrives normalt Kadir Nurman, født i Istanbul omkring 1933, som flyttede til Stuttgart i 1960 som Gastarbeiter og til Vestberlin i 1966. Han bemærkede, at tyske arbejdere næsten ikke havde tid til at sætte sig ned og spise. I 1972 åbnede han en bod over for Bahnhof Zoo, hvor han solgte kebabkød i fladbrød med løg og lidt salat – ingen sovs.

Han tog aldrig patent på det.

Han gjorde heller aldrig rigtig krav på den. Adspurgt om at være opfinderen sagde han på tysk, at der måske også var en anden, der havde gjort det i et skjult hjørne, men ingen lagde mærke til det – kebaben blev kendt gennem ham. Andre gør krav på den: Mehmet Aygün siger 1971, på Oranienstraße; Nevzat Salim siger 1969, i Reutlingen. Association of Turkish Döner Manufacturers in Europe gav i 2011 Nurman en hæderspris for hans livsværk. Han døde i Berlin i 2013.

I dag sælges döneren i Vietnam som typisk tysk studentermad.

En by, der nu to gange har produceret noget, hele verden har taget til sig, og to gange ikke har formået at få sit navn knyttet til det.

Den 6. april 1916 vedtog det tyske forbundsråd en forordning. Klokken elleve om aftenen den 30. april 1916 blev urene i hele det tyske kejserrige stillet en time frem, og sådan blev de stående indtil oktober.

Begrundelsen var kul. Europa var i krig, og en ekstra times aftendagslys betød en time mindre kunstig belysning, hvilket betød mindre kul afbrændt i hjemmene og mere tilgængeligt til krigsindsatsen. Dette var verdens første landsdækkende sommertid.

Det, der skete derefter, er den del, der er værd at dvæle ved.

Østrig-Ungarn fulgte straks efter. Storbritannien vedtog det tre uger senere, den 21. maj 1916. Frankrig fulgte efter den 14. juni. Derefter Belgien, Danmark, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Portugal, Sverige, Tyrkiet, Tasmanien, Nova Scotia og Manitoba.

Inden for omkring seks uger havde et dusin lande – heriblandt flere, der var i åben krig med Tyskland, og flere, der gjorde alt for at holde sig uden for den – kopieret en tysk administrativ ordre om, hvad klokken var. Ideen var ikke engang tysk: en entomolog havde foreslået den i Wellington i 1895 og var blevet grinet ad.

Den bitre detalje tilhører Storbritannien. En bygmester ved navn William Willett havde kæmpet for netop dette siden 1907, da han udgav en pjece kaldet The Waste of Daylight. Parlamentet nægtede ham i ni år. Han døde i 1915. Året efter vedtog Storbritannien hans idé – tre uger efter, at fjenden havde gjort det først.

Uret: enhver omstilling af urene på Jorden stammer fra kulforordningen fra 1916. Omtrent en tredjedel af verdens lande gør det stadig to gange om året, og flytter hundredvis af millioner af menneskers tidsplaner med en time, to gange, hvert år, for altid.

Tyskland selv droppede det i 1919. USA vedtog det i 1918 og ophævede det i 1919, hovedsagelig fordi landmændene hadede det – deres køer var på soltid og var ikke blevet hørt.

Og striden er faktisk aldrig blevet afgjort. Tyrkiet stoppede med at ændre sine ure i 2016. Brasilien i 2019. Mexico i 2022. Den Europæiske Union stemte for at afskaffe ordningen og formåede derefter i årevis ikke at blive enige om, hvad den skulle erstattes med – så Berlin, som startede alt dette, sætter stadig sine ure frem hver marts.

Dagslys året rundt i Berlin