London

Vidste du det?

I 104 år solgte en familie London tiden

For at køre sort taxa i London skal man bestå en eksamen kaldet The Knowledge, og den har eksisteret siden 1865.

For at bestå den skal man lære hver eneste gade inden for en radius af seks engelske mil (knap 10 km) fra Charing Cross. Det er cirka 25.000 gader. Man skal også kende placeringen af omkring 20.000 vartegn – museer, ambassader, teatre, klubber, politistationer – og 320 fastlagte ruter, samlet af Transport for London i et dokument kendt som Blue Book.

Kandidater kører rundt i byen på knallerter med en skriveplade spændt fast på styret, op til femten timer om dagen, og siger gadenavnene højt, mens de kører. Det tager de fleste af dem tre til fire år. Den hurtigste har klaret det på atten måneder. Omkring halvdelen bliver aldrig færdig.

Eksamenerne kaldes appearances (»fremmøder«). En eksaminator nævner to punkter tilfældigt, og kandidaten reciterer den korteste vej mellem dem. Det eneste tilladte kort er det, de har i hovedet.

Og det ændrer hovedet. I en undersøgelse på University College London blev firs aspiranter hjernescannet, før de startede, sammen med en tilsvarende kontrolgruppe. Der var ingen forskel til at begynde med. Fire år senere viste de aspiranter, der bestod, en målbar stigning i gråt stof i den bageste del af hippocampus – det område, der forbindes med rumlig hukommelse. De, der trænede, men dumpede, viste ingen ændring. Det gjorde kontrolgruppen heller ikke. Når taxachaufførerne går på pension, skrumper det igen.

Uret: hvilket er anden gang, London har løst et problem ved at putte svaret inde i en person og få vedkommende til at gå rundt med det.

I 1836 havde den kongelige astronom (Astronomer Royal) i Greenwich et problem: urmagere blev ved med at banke på Observatoriets dør for at spørge, hvad klokken var. Så han oprettede en abonnementstjeneste og satte en assistent, John Henry Belville, til at stå for den.

Belville fik et lommekronometer lavet af John Arnold i 1790'erne. Alle kaldte det Arnold. En gang om ugen tjekkede han Arnold mod Observatoriets hovedur – der var nøjagtigt til en tiendedel af et sekund – og gik derefter med det rundt i London til omkring 200 abonnenter, som stillede deres egne ure ved at se på det.

Han døde i 1856. Hans enke Maria fik afslag på pension, så hun lobbyede for jobbet i stedet og bragte selv tiden rundt i London, indtil hun gik på pension i 1892, 81 år gammel. Hendes datter Ruth tog derefter over, 38 år gammel, og bar Arnold gennem London Docks, Clerkenwell, West End og Baker Street i yderligere otteogfyrre år.

Ruth gik på pension i 1940, 86 år gammel. Forretningen havde kørt i 104 år på ét lommeur.

Det bedste: et rivaliserende firma, Standard Time Company, distribuerede tid via elektrisk telegraf og kørte en kampagne i foredragssale og aviser for at miskreditere kvinden, der bar tiden i sin håndtaske. Det lykkedes dem ikke at udkonkurrere hende. Arnold er i dag på Science Museum.

I 1884 stemte toogtyve af de femogtyve lande på en konference i Washington for, at længdegrad nul skulle løbe gennem Airy Transit Circle i Greenwich. Hver tidszone på Jorden – inklusive den, du læser dette i – måles fra den linje.

Hvilket er sjovt, for linjen ligger det forkerte sted.

Den berømte messingstrimmel, som turister stiller sig overskrævs over for at blive fotograferet, ligger omkring 102 meter vest for det sted, hvor GPS'en siger, at nul er. Dette er ikke en fejl, nogen har begået. Airy nivellerede sit teleskop i 1850 ved hjælp af et kviksølvbassin, som flugter med den lokale tyngdekraft – og den lokale tyngdekraft ved Greenwich peger ikke nøjagtigt mod Jordens akse. Begge linjer er korrekte. De svarer bare på forskellige spørgsmål.

Den mest fotograferede linje i verden ligger 102 meter forkert, og hele planeten stiller alligevel sit ur efter den.

Dagslys året rundt i London