En tidszone er et kompromis. Solen er direkte over hovedet på et andet tidspunkt hvert eneste sted på Jorden, og intet ur kunne nogensinde spore det, så verden gik med til at runde.
De fleste byer runder et par minutter, og ingen lægger mærke til det. Nogle byer runder mere end en time - og når du først ved det, kan du se det på gaden.
Madrid er den største offset på denne side. Spanien vedtog Greenwich Mean Time i 1901, hvilket er hvad dets geografi kræver; det spanske fastland stiller op med Storbritannien, Portugal og Marokko. Så den 16. marts 1940 gik urene en time frem for at matche Nazityskland og blev aldrig stillet tilbage. Madrid kører nu omkring 75 minutter foran sin egen sol om vinteren og omkring to timer foran om sommeren. Spanierne spiser frokost kl. 14.00 og aftensmad kl. 21.00 - men målt i forhold til solen er det kl. 13.00 og 20.00, præcis når resten af Europa spiser.
Kuala Lumpur og Singapore er tæt på, på omkring 73 og 65 minutter, og de nåede dertil sammen. Klokken 23:30 den 31. december 1981 flyttede Malaysia Peninsular Malaysia en halv time frem for at lukke tidsforskellen med Sabah og Sarawak. Singapore fulgte efter dagen efter. Singapore ligger næsten nøjagtigt på ækvator, hvor solopgang skal være klokken seks og solnedgang klokken seks, for altid - i stedet kommer solen op omkring syv og går ned omkring syv.
Istanbul er på 64 minutter, og nåede dertil ad en anden rute: Türkiye afskaffede sommertid i 2016 og fastsatte landet permanent til UTC+3, en zone bygget til den 45. meridian. I slutningen af december kommer Istanbuls solopgang først omkring klokken halv ni.
Buenos Aires er på 54 minutter, og effekten er berømt uden at blive forstået. Argentina bruger UTC−3; geografisk hører den til på UTC−4. Aftenlyset hænger absurd sent, middagen starter klokken ti, restauranter fylder klokken elleve. Buenos Aires er ikke en sen by af temperament. Det er en sen by ved aritmetik.
Lagos er på 46 minutter, Baku på 40, Seoul og Karachi på 32 hver, Hong Kong på 23, Toronto på 18.
Det, der forbinder dem, er, at ikke en af disse forskydninger blev skabt af en astronom. Madrids kom fra en diplomatisk gestus. Singapore kom fra en beslutning truffet i et andet land. Seouls er resterne af seks urskift på et århundrede, hvoraf ingen havde noget med himlen at gøre.
Teheran er den udestående, der beviser pointen. Iran nægtede at runde: det bruger UTC+3:30, en af verdens få halvtimeszoner, valgt således, at den nationale meridian lander næsten nøjagtigt på en ren offset. Teherans ur er inden for et par minutter af sin egen solmiddag - og forvirrer permanent alle andres planlægningssoftware.