En tidszone er et kompromis. Solen når sit højeste punkt på et forskelligt tidspunkt hvert eneste sted på Jorden, og intet ur ville nogensinde kunne følge med i det, så verden blev enige om at runde af.
De fleste byer runder af med nogle få minutter, og ingen lægger mærke til det. Nogle byer runder af med mere end en time – og når man først ved det, kan man se det i gadebilledet.
Madrid er det bedst kendte eksempel. Spanien indførte Greenwich Mean Time i 1901, sådan som landets geografi tilsiger; det spanske fastland ligger på linje med Storbritannien, Portugal og Marokko. Men den 16. marts 1940 blev urene stillet en time frem for at få samme tid som Nazityskland, og de blev aldrig stillet tilbage. I dag ligger Madrid omkring 75 minutter foran sin egen sol om vinteren og omkring to timer foran om sommeren. Spanierne spiser frokost kl. 14 og aftensmad kl. 21 – men i den tidszone, geografien ville give Spanien, er det kl. 13 og kl. 20, præcis når resten af Europa spiser.
Kuala Lumpur og Singapore følger tæt efter med omkring 73 og 65 minutter, og de kom dertil sammen. Kl. 23.30 den 31. december 1981 stillede Malaysia urene på Malayahalvøen en halv time frem for at udligne tidsforskellen til Sabah og Sarawak. Singapore foretog samme ændring i samme øjeblik. Singapore ligger næsten præcis på ækvator, hvor solen burde stå op kl. seks og gå ned kl. seks, året rundt – i stedet står den op omkring syv og går ned omkring syv.
Istanbul ligger 64 minutter foran og kom dertil ad en anden vej: Tyrkiet afskaffede sommertiden i 2016 og lagde landet permanent på UTC+3, en zone beregnet til den 45. meridian. I slutningen af december står solen i Istanbul først op omkring halv ni.
Buenos Aires ligger 54 minutter foran, og virkningen er berømt uden at være forstået. Argentina bruger UTC−3; geografisk hører landet hjemme i UTC−4. Aftenlyset holder sig absurd længe, aftensmaden begynder kl. ti, og restauranterne fyldes kl. elleve. Buenos Aires er ikke en sen by af temperament. Den er en sen by af aritmetiske grunde.
Lagos ligger 46 minutter foran, Baku 40, Seoul og Karachi hver 32, Hongkong 23 og Toronto 18.
Fælles for dem er, at ikke én af disse tidsforskelle er skabt af en astronom. Madrids kom af en diplomatisk gestus. Singapores kom af en beslutning, der blev truffet i et andet land. Seouls er resultatet af fire skift af normaltid på et halvt århundrede, og ingen af dem havde noget med himlen at gøre.
Teheran er undtagelsen, der bekræfter reglen. Iran nægtede at runde af: landet bruger UTC+3:30, en af verdens få halvtimeszoner, valgt så den nationale meridian falder næsten præcis på en lige tidsforskel. Teherans ur ligger inden for få minutter af byens egen solmiddag – og forvirrer til stadighed alle andres planlægningsprogrammer.