Aktuel lokal tid i Paris

Dagslys året rundt i Paris

Vidste du det?

Frankrig målte planeten og nægtede derefter at sige »Greenwich« i 67 år

94 % af pariserne bor inden for fem minutters gang fra en af byens 1.180 boulangerier.

I hele Frankrig er der omkring 35.000 bagerier, der betjener omkring 12 millioner kunder om dagen. Observatoire du Pain – Frankrig har et brødobservatorium, og det er den mindst overraskende kendsgerning i afsnittet – anslår, at der spises 320 baguetter hvert sekund.

Regner man efter, strides tallene en smule. Bagerforbundene anslår den årlige produktion til seks milliarder baguetter; andre opgørelser siger ti milliarder. Seks milliarder svarer til nærmere 190 i sekundet over hele året; det berømte 320-tal passer med den højere optælling på ti milliarder. Under alle omstændigheder er det et sted mellem seksten og syvogtyve millioner baguetter, der forlader franske ovne hver dag.

Forbruget falder og har gjort det i et århundrede. Den gennemsnitlige franskmand spiser nu omkring 105 gram brød om dagen, et fald fra 114 i 2015. Lige efter Anden Verdenskrig var det 900 gram. Før revolutionen var det tættere på et kilo, og det var ikke tilbehør – det var måltidet.

Også faget skrumper. Kulturministeriet bemærkede, da det nominerede baguetten til UNESCO-status, at Frankrig havde 55.000 håndværksbagerier i 1970 – ét pr. cirka 900 indbyggere – og 35.000 i dag, ét for hver 2.000. Baguetten blev optaget som immateriel kulturarv i 2022.

Uret: og her er den meget franske del.

Baguetten er defineret ved lov. En lov fra 1920 fastsatte dens minimumsvægt til 80 gram og dens maksimale længde til 40 centimeter. Ordet boulangerie er beskyttet af den franske forbrugerlov (Code de la consommation): For at bruge det skal brødet være tilberedt og bagt på stedet og må aldrig have været frosset.

Frankrig lovgiver om enheder. Meteren, sekundet og brødet.

I 1791 besluttede den franske nationalforsamling, at verden havde brug for en længdeenhed, der ikke tilhørte nogen bestemt. Ikke en konges fod. Noget, der var afledt af Jorden selv.

Så mellem 1792 og 1799 triangulerede franske landmålere en meridianbue, der løb gennem Paris, fra Dunkerque til Barcelona, gennem en revolution og en krig, for at definere meteren som en brøkdel af afstanden fra polen til ækvator.

Frankrig målte planeten for at opfinde en lineal. Det er den grad af engagement, vi har at gøre med.

Paris-meridianen havde været Frankrigs længdegrad nul siden 1667, fastlagt af Académie des Sciences og gik gennem Pariserobservatoriet. Franske kort, fransk navigation og fransk tid tog alle udgangspunkt i den.

Så i 1884 mødtes seksogtyve lande i Washington og stemte for at gøre Greenwich til verdens nulmeridian. Omtrent 72 % af verdens skibstonnage brugte den allerede. Afstemningen var praktisk talt en formalitet.

Frankrig tog den ikke i brug. Ikke i syvogtyve år.

Den 9. marts 1911 tilpassede Frankrig endelig sin lovbestemte tid til Greenwich. Loven definerede fransk tid som »Paris-middeltid, forsinket med ni minutter og enogtyve sekunder.«

Det er Greenwich Mean Time. Præcis, på sekundet – ni minutter og enogtyve sekunder er nøjagtig længdeforskellen mellem de to observatorier. Lovgivningen havde simpelthen fundet en måde at sige GMT uden at sige Greenwich.

Udtrykket forblev i fransk lov indtil 1978.

Syvogtres år, hvor landets borgerlige tid var defineret som tiden i Paris, bare langsommere. I mellemtiden havde Eiffeltårnet udsendt tidssignaler to gange om dagen siden 1910, med 40 kilowatt, til skibe og kolonier over hele verden – fra 1911 i fransk lovbestemt tid, som var Greenwich Mean Time, som ingen i den franske lovbog var villige til at kalde ved navn.