Nogle lande er så brede, at solen står op med flere timers mellemrum i hver sin ende. Hvert af dem har måttet beslutte, om uret skal følge himlen eller staten. De har ikke alle besluttet det samme.
Beijing — Kina er omkring 5.000 kilometer bredt og spænder over fem geografiske tidszoner fra omkring 73° til 135° øst. I 1918 foreslog Republikken Kinas centrale observatorium netop fem, som senere blev officielle: Kunlun på UTC+5:30, Sinkiang–Tibet på UTC+6, Kansu–Szechwan på UTC+7, Chungyuan på UTC+8 og Changpai på UTC+8:30. I 1949 blev alle fem afskaffet, og landet fik ét ur: Beijing-tid, UTC+8. Virkningen ses tydeligst i det yderste vest, hvor midvintersolen i Kashgar først står op omkring kl. ti om formiddagen efter det officielle ur. I praksis bruges en anden, uofficiel tid – Xinjiang- eller Ürümqi-tid, to timer efter Beijing – i vid udstrækning i hverdagen der, og den internationale tidszonedatabase har en post for den.
Delhi — Indien traf samme valg med samme erklærede begrundelse: national sammenhængskraft. Indian Standard Time blev fastsat den 1. september 1947 til UTC+5:30, beregnet ud fra en enkelt meridian på 82°30′ øst. Geografisk strækker Indien sig over næsten 30 længdegrader, nok til to zoner. Solen står næsten to timer tidligere op i Indiens østligste del end i den vestligste, og i Assam kan solen om vinteren gå ned omkring halv fem om eftermiddagen, mens arbejdsdagen fortsætter. Assams teplantager har i al stilhed ligget en time foran resten af landet på den uofficielle tehavetid siden den britiske tid, og gør det stadig.
Moskva — Rusland gik den modsatte vej og beholdt elleve tidszoner, flere end noget andet land bortset fra Frankrig, hvis antal skyldes de oversøiske territorier. Men landet centraliserede på en anden måde: i det meste af forrige århundrede blev sovjetiske og russiske jernbanekøreplaner trykt i Moskva-tid over hele nettet, så en passager, der steg på i Fjernøsten, læste en afgangstid uden nogen sammenhæng med solen uden for vinduet.
Melbourne — Australien er modeksemplet, og det er lærerigt. Fordi sommertid hører under delstaterne og ikke forbundsregeringen, bliver Australiens tre officielle tidszoner til fem i seks måneder af året, heriblandt to adskilte halvtimesforskydninger. Ingen har planlagt det. Hver jurisdiktion besvarede spørgsmålet for sig, og det er det mønster, svarene dannede. Det rækker helt ned til enkelte byer: Broken Hill i New South Wales følger sydaustralsk tid.
Kuala Lumpur — Malaysia stod over for en mindre udgave af samme problem, en halvtimes søm mellem Malayahalvøen og Østmalaysia, og lukkede den i de sidste tredive minutter af 1981.
Tilsammen fremfører disse fem argumentet så klart, som det kan gøres. Et ur kan være præcist, eller det kan være fælles. Over et stort nok land kan det ikke være begge dele – og hver af disse regeringer har måttet vælge, hvad den ville give afkald på.