Vidste du det?
Kina slog fem tidszoner sammen til én og så sig aldrig tilbage
For at købe en benzinbil i Beijing skal man først vinde i lotteriet.
Byen indførte en nummerpladekvote i 2011 for at bremse væksten i antallet af biler og smoggen. Pladerne tildeles ved offentlig lodtrækning, og oddsene er faldet støt lige siden. I januar 2011 havde en ansøger omkring 9,4 % chance. I december 2012 var det 1,4 %. Ved udgangen af 2019 var det omkring 0,2 %.
I en runde i juni 2018 konkurrerede mere end 2,8 millioner mennesker om 6.333 nummerplader – grundoddsene var 1 ud af 2.031, fordi ansøgere, der har været med længe, får ekstra vægt i lodtrækningen. Kvoten for konventionelle biler var blevet skåret fra 90.000 for 2017 til under 40.000. Antallet af tilladte registreringer om året faldt fra 240.000 til 100.000.
Den gennemsnitlige tid i køen er 26 måneder. Ventelisten til elbiler har passeret 400.000 personer, og de bagerste er blevet bedt om at regne med op til otte år.
En hel skyggeøkonomi voksede op omkring dette. Der opstod bureauer, der formidlede kontakt mellem købere og eksisterende pladeindehavere – angiveligt for omkring 15.650 dollar for en elbilsplade og 22.700 dollar for en benzinbilsplade. Nogle mennesker registrerer biler i en ægtefælles navn, og ægteskaber indgået specifikt til dette formål er blevet rapporteret til omkring 2.845 dollar om året eller 9.816 dollar for fem år. Andre køber plader fra andre byer for omkring 250 dollar, lejer dem hos forhandlere eller køber brugte biler, der har en plade med i handlen.
Der er et virkelig mærkeligt fund begravet i den akademiske litteratur. Fordi den gennemsnitlige ventetid er over to år, vænner folk sig til at klare sig uden bil, mens de venter. En undersøgelse viste, at efter de typiske 26 måneders ventetid falder sandsynligheden med 16 % for, at en vinder faktisk begynder at køre bil – hvilket reducerer byens årlige kilometertal for køretøjer med 8,48 millioner kilometer.
Lotteriet fungerer dels ved at tage så lang tid, at folk holder op med at ønske præmien.
Et nummerpladelotteri skaber et marked for falske ægteskaber. En enkelt national tidszone producerer en anden national tid. I begge tilfælde holder det officielle system, og der vokser et parallelt ved siden af det.
Kina er omkring 5.000 kilometer bredt og strækker sig fra omkring 73° øst til 135° øst. Det er bredt nok til fem tidszoner, og fra 1918 til 1949 havde landet dem, først som forslag og fra 1939 officielt.
I 1918 foreslog Republikken Kinas centralobservatorium fem zoner, som senere blev officielle:
- Kunlun – UTC+5:30
- Sinkiang–Tibet – UTC+6
- Kansu–Szechwan – UTC+7
- Chungyuan – UTC+8
- Changpai – UTC+8:30
Tre timer fra den ene ende af landet til den anden.
I 1949 afskaffede den nyoprettede Folkerepublik alle fem og satte hele landet på én fælles tid: Beijing-tid, UTC+8. Et direktiv fra statsrådet i maj 1980 bekræftede det igen. Kina har haft én tidszone lige siden – ingen regional variation og ingen sommertid bortset fra et kort eksperiment mellem 1986 og 1991.
Til sammenligning: det sammenhængende USA er omtrent lige så bredt og bruger fire zoner. Rusland bruger elleve. Kina bruger én.
Uret: effekten er mest synlig i den vestlige ende.
I Kashgar, i Xinjiang, står solen midt om vinteren først op omkring kl. 10 om morgenen efter den officielle tid og går ned omkring halv otte om aftenen. Folk vågner i mørke, spiser morgenmad i mørke og begynder arbejdsdagen før solopgang, fordi uret på væggen siger, at det er tid.
I praksis er en anden, uofficiel tid udbredt i Xinjiang – Xinjiang-tid eller Ürümqi-tid, to timer efter Beijing, på UTC+6, som passer langt bedre med den lokale sol. Beijing godkendte den til civilt brug i 1986, men jernbaner, fly og myndigheder følger stadig Beijing-tid. Den er ganske enkelt den tid, meget af hverdagslivet følger.
Det praktiske resultat er, at folk der rutinemæssigt skal fastslå hvilket ur et mødetidspunkt refererer til. Folk, der har boet der længe, beskriver en fast vane: at sende en sms en halv time før en aftale og høfligt spørge, om man nu tænker på samme klokkeslæt.
Og verdens software kender til begge dele. Den internationale tidszonedatabase har `Asia/Shanghai` for den officielle nationale tid – og har også `Asia/Urumqi` på UTC+6, så systemer kan håndtere en regional tid, der findes side om side med den officielle nationale tid.
Kilder
- China Daily og Sixth Tone (juni 2018: mere end 2,8 millioner ansøgere, 6.333 nummerplader, 1/2.031; i april 1/1.963; kvoten reduceret fra 90.000 til mindre end 40.000)
- ScienceDirect, *Serendipity of vehicle ownership restrictions* (sandsynligheden falder fra 9,4 % i januar 2011 til 0,2 % ved udgangen af 2019; gennemsnitlig ventetid på 26 måneder; 16 % fald i sandsynligheden for, at vindere skifter til at køre bil; 8,48 millioner km reduktion om året)
- Wikipedia, *Beijing's License Lottery* (agenturgebyrer $15.650 og $22.700; falske ægteskaber $2.845/år og $9.816/5 år; udenbys nummerplade $250; årlig registreringsreduktion fra 240.000 til 100.000)
- Bloomberg (420.000 mennesker i kø for elbiler; otte år for dem, der er nederst i køen)
- Wikipedia, *Time in China* (navne og tidsforskelle for de fem zoner: Kunlun UTC+5:30, Sinkiang-Tibet UTC+6, Kansu-Szechwan UTC+7, Chungyuan UTC+8, Changpai UTC+8:30; Republikken Kinas dekret 1918; samlingen 1949)
- Wikipedia, *Xinjiang Time* (statsrådets cirkulære fra maj 1980; posten Asia/Urumqi i tz-databasen)
- Clockzilla (vintersolopgang i Kashgar omkring kl. 10.00)
- Far West China (vane med at bekræfte mødetidspunkt)
- timeanddate.com, *Time Zone in China* (Xinjiang-tid to timer efter Beijing; ingen sommertid)
- StudyCLI (sommertidsforsøget 1986–1991; øst-vestlig udstrækning af landet)