Aktuel lokal tid i Istanbul

Dagslys året rundt i Istanbul

Vidste du det?

Istanbul stillede engang sine ure med få dages mellemrum. Nu stiller byen dem aldrig.

Istanbuls storbykommune anslår selv antallet af gadekatte i byen til omkring 125.000. Regner man huskattene med, sættes tallet til omkring 200.000. Dertil kommer anslået 130.000 gadehunde.

Ingen kender det reelle tal, og det siger kommunen selv. At tælle en fritgående dyrebestand er virkelig svært; forskellige metoder giver vidt forskellige resultater, og tallene bliver forældede inden for et par år.

Men her er den del, der er værd at regne på.

Kommunen uddeler et ton tørfoder om dagen fordelt på 199 udpegede fodringssteder rundt i byen.

Et ton lyder enormt. Divider det med den anslåede bestand af gadedyr – lad os sige 255.000 katte og hunde – og det giver omkring fire gram hver om dagen. En kat spiser noget i retning af tres.

Så bystyret leverer højst et par procent af, hvad Istanbuls gadedyr faktisk spiser. De resterende godt og vel halvfems procent kommer fra enkeltpersoner: butiksejere, der sætter skåle ud, beboere med en pose tørfoder ved døren, restaurantkøkkener og de små kattehuse i træ, der dukker op på fortove, uden at nogen organiserer det.

Kattene har navne. Nogle har monumenter. Tombili, der blev fotograferet, mens hun lå henslængt støttet på den ene albue på et fortov i Kadıköy, blev verdensberømt og blev efter sin død mindet med en bronzestatue. Gli boede i Hagia Sophia og fik besøg af turister, der var kommet for at se bygningen.

Uret: Og det er en god vej ind til, hvordan byen tidligere holdt styr på tiden.

I det meste af den osmanniske historie brugte Istanbul gurubi-tid – timer regnet fra solnedgang. Klokken tolv var hverken midt på dagen eller ved midnat. Klokken tolv var det øjeblik, hvor solen gik ned.

Tænk over, hvad det betyder rent mekanisk. Solnedgangen flytter sig. Den flytter sig hver eneste dag. Så et ur, der var stillet efter osmannisk tid, gik forkert inden for få dage og skulle justeres løbende, hele året, altid. Systemet blev senere kendt som alaturka saat for at skelne det fra det europæiske alafranga-system.

Dette krævede fagfolk. Til de store moskeer var knyttet muvakkithanes – tidsmålingsrum – bemandet af en muvakkit, en specialist uddannet i astronomi og matematik. Hans opgave var at beregne de fem daglige bedetider ved hjælp af astrolaber, kvadranter, solur og vandure og senere mekaniske ure. Ali Kuşçu, der slog sig ned i Istanbul i 1472, forbindes med tidsmålingen ved Fatih-moskeen.

I en stor del af 1800-tallet brugte Istanbul simpelthen begge systemer på én gang. Osmanniske paladsure blev bygget med to urskiver – alaturka og alafranga – på samme urflade, fordi riget reelt havde brug for at kende begge klokkeslæt.

Statens kontorer gik over til europæisk tid omkring 1912. Lov nr. 697, dateret 26. december 1925, afskaffede alaturka-tiden fra 1. januar 1926. Selve muvakkithanes blev først formelt lukket i 1952, mere end et kvart århundrede efter, at det system, de betjente, var blevet gjort ulovligt.

Istanbul har altid fungeret gennem konstante små rettelser foretaget af mange forskellige hænder. Sådan passede byen sine ure i århundreder, og sådan fodrer den stadig sine katte. Se nu, hvor Istanbul er endt.

I 2016 afskaffede Tyrkiet sommertiden og lagde landet permanent på UTC+3. Urene stilles aldrig om. Ikke efter årstiden, aldrig nogensinde.

Istanbul ligger på 29° øst. UTC+3 er beregnet til den 45. meridian. Det betyder, at Istanbul nu går omkring 64 minutter foran sin egen sol – permanent og med vilje. I slutningen af december står solen først op omkring kl. 8.30 om morgenen. Femten millioner mennesker begynder med vilje deres vinterdage i mørke.

Så dette er en by, der engang ansatte moskéastronomer til at holde urene i løbende dialog med den faktiske himmel, og som nu går efter et fast tal, som himlen slet ikke bliver spurgt om.

Begge beslutninger var bevidste. Begge handlede om at være moderne. De er nøjagtige modsætninger.