Aktuel lokal tid i Auckland

Dagslys året rundt i Auckland

Vidste du det?

Manden, der opfandt sommertid, blev grinet af, og han ville kun fange møl

Den 15. oktober 1895 rejste en otteogtyveårig kontorist fra postkontoret i Wellington sig foran Wellington Philosophical Society og læste et foredrag op med titlen On seasonal time-adjustment in countries south of lat. 30°.

Hans navn var George Vernon Hudson. Han var entomolog – og en meget dygtig en af slagsen, der med tiden opbyggede New Zealands største insektsamling. Hans job på postkontoret var skifteholdsarbejde, som gav ham lyse timer til at gå ud og lede efter møl. Men om sommeren kom skumringen for tidligt til at være nyttig efter en normal arbejdsdag.

Så han foreslog den åbenlyse løsning: Flyt urene to timer frem mellem oktober og marts og tilbage igen bagefter. Han argumenterede for, at det ville udnytte det spildte tidlige morgenlys, skære ned på »det overdrevne forbrug af kunstigt lys, som hersker i øjeblikket«, og give folk »en lang periode med fritid i dagslys … til cricket, havearbejde, cykling eller enhver anden ønsket udendørs aktivitet«.

Selskabet lo ad ham.

Et medlem sagde, at det var udelukket at ændre et system, der havde været i brug i tusinder af år. En anden spurgte, tilsyneladende sarkastisk, om ure ville have brug for to sæt visere. En tredje kaldte ideen fuldstændig uvidenskabelig og upraktisk.

Referatet gengiver Hudsons svar: han var ked af at se foredraget blive gjort til grin, han havde ment det praktisk, og det blev bifaldet af dem, der færdedes meget i det fri.

Så gik han tilbage til sine insekter.

Uret: han havde ret, og det tog meget lang tid at betyde noget.

Hudson holdt endnu et foredrag i 1898. I England nåede William Willett uafhængigt frem til den samme idé og udgav The Waste of Daylight i 1907; han døde i 1915 uden at se den indført. Tyskland indførte den først, i 1916, for at spare kul under krigen – og inden for seks uger havde et dusin lande kopieret en tysk administrativ ordre.

New Zealand selv vedtog først Summer-Time Act i 1927 – 32 år efter Hudsons foredrag. Og da den endelig kom, fik han én time, ikke de to, han havde bedt om.

I 1933 var han den første modtager af T. K. Sidey-medaljen, finansieret af penge indsamlet for at fejre denne lov. Hans nekrolog i Royal Societys årsskrift fylder omkring 1.700 ord. Sommertid er ikke nævnt i de første 1.400 af dem. Han huskes der, korrekt, som en mand, der studerede insekter.

Omtrent en tredjedel af verdens lande stiller stadig urene to gange om året.

Auckland ligger på 175° øst og har UTC+12 – og skifter til UTC+13 hver sommer, halvdelen af det, Hudson foreslog, i det land, hvor han fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre. New Zealand havde været det første land i verden, der officielt indførte en fælles national normaltid, helt tilbage i 1868, og det er måske grunden til, at det også var det første sted, hvor nogen for alvor overvejede at flytte den.

Og på grund af sin placering på kloden er Auckland blandt de første byer på Jorden, der går ind i hvert nyt døgn.

Det gør den til et passende sted at slutte historien: en af de første byer, der begynder hver dag, tilhører en postmedarbejder, der bare ville have lidt mere aftenlys for at gå ud og se på møl, og som fik besked på ikke at være latterlig.