Aktuel lokal tid i Wien

Dagslys året rundt i Wien

Vidste du det?

Wien byggede et ur for at fejre et imperium, og det begyndte at virke det år, hvor imperiet sluttede

Byen Wien ejer omkring 220.000 lejligheder.

De ligger i mere end 2.300 kommunale bygninger og huser over 500.000 mennesker – hvilket gør bystyret til den største kommunale udlejer i Europa. Lægger man de omkring 200.000 andelsboliger bygget med kommunal støtte til, når man et slående tal: et sted mellem halvdelen og 60 % af alle wienere bor i støtteboliger.

Kun omkring 20 % af Wiens indbyggere ejer deres hjem. For Østrig som helhed er tallet omkring 51 %. Wien er en by af lejere og ser ud til at være godt tilfreds med det.

Det blev bygget bevidst og langsomt. Socialdemokratiet vandt Wiens første efterkrigsvalg i 1919 og arvede en by, hvor overbelægningen var så alvorlig, at tuberkulose blev kendt som "Wienersygen". Deres første boligprogram krævede 25.000 lejligheder på fem år. I 1935 boede omkring 11 % af befolkningen i omkring 400 kommunale boligkomplekser. Efter Anden Verdenskrig byggede byen yderligere 96.000 lejligheder mellem 1947 og 1970, og den har aldrig solgt boligerne fra – ikke i 1980'erne, ikke i 1990'erne, ikke siden.

Karl-Marx-Hof, åbnet i 1930, løber over en kilometer og indeholder over 1.200 lejligheder. Ved åbningen sagde borgmester Karl Seitz, at "når vi ikke længere er her, vil disse sten tale for os."

Uret: hvilket er en nyttig ting at vide, før man ser på, hvad Wien satte på sit mest berømte ur.

På Hoher Markt, Wiens ældste plads, spænder et jugendstilur over en ti meter lang bro mellem to halvdele af et forsikringsselskabs bygning. Det er tegnet af maleren Franz von Matsch, bestilt af forsikringsselskabet Anker, og bygget mellem 1911 og 1914. Det kaldes Ankeruhr.

Mekanismen er en parade. Tolv historiske personer – Marcus Aurelius, Karl den Store, Maria Theresia, Haydn og andre – krydser den fire meter lange urskive, én i timen, hele dagen. Ved middagstid går alle tolv forbi efter tur, hver akkompagneret af musik fra sin egen epoke. Showet varer omkring ti minutter, og det tiltrækker stadig et publikum hver eneste dag.

Det blev bygget til at lade de habsburgske århundreder gå over en bro, én gang i timen, for altid.

Så stoppede Første Verdenskrig alt.

Mellem dens færdiggørelse og 1918 gik uret to gange. Én gang på kejser Franz Josephs fødselsdag i 1915, og én gang på hans fødselsdag i 1916. Det var alt. Et monument over kejserlig kontinuitet, tændt to gange som en fødselsdagsgest, i en krig, der var ved at nedbryde det imperium, det hyldede.

Ankeruhr gik i fuldtidsdrift i 1918 – året hvor det østrig-ungarske imperium ophørte med at eksistere. Året efter vandt partiet, der ville bruge det næste århundrede på at bygge 220.000 lejligheder, byen.

Der var en justering. Middagsmusikken havde været den kejserlige hymne. Da der ikke længere var noget imperium, der kunne have en hymne, blev den erstattet af et udvalg fra Haydns Skabelsen. Komponisten forblev den samme – Haydn havde også skrevet Kejserhymnen, og Haydn er selv en af de tolv skikkelser, der går over broen.

Wien er en af de få byer, hvor det lokale ur er et stykke borgerteater frem for infrastruktur. Ankeruhr er ikke sekundnøjagtigt, synkroniserer ikke med noget og forsøger heller ikke.

Det har én opgave, og den er mærkelig: at minde dig om, én gang i timen og for alvor kl. 12, at århundreder går forbi, uanset om nogen ser på eller ej. Imperiet, det blev bygget til, varede fire år efter, at uret var færdigt. Uret har nu gået i mere end hundrede år.