Aktuel lokal tid i Apia

Dagslys året rundt i Apia

Vidste du det?

Samoa har krydset datolinjen to gange i modsatte retninger af samme grund

I 1889 ankom en skotsk forfatter med svigtende lunger til Samoa på udkig efter et klima, der ville holde ham i live. Han købte 314 acres på skråningerne af Mount Vaea over Apia og byggede et hus, han kaldte Vailima – samoansk for »fem vande«.

Huset havde fem soveværelser, et bibliotek, en balsal, et flygel, en dug givet af dronning Victoria, en nøgenskulptur givet af Rodin selv, og – i troperne, på tretten grader syd – den eneste fungerende pejs i Samoa.

Romanforfatteren var Robert Louis Stevenson, der havde skrevet Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Samoanerne kaldte ham Tusitala, fortælleren. Han lærte sproget, tog deres parti mod kolonistyret og døde der i 1894, fireogfyrre år gammel – ikke af den tuberkulose, han var kommet for at slippe væk fra, men af en hjerneblødning.

Det, der skete derefter, er den del, der er værd at tælle. Lokalbefolkningen byggede hans kiste med håndkraft og holdt vågen over hans lig natten igennem. Dagen efter ryddede omkring 200 samoanere en sti på tusind fod (ca. 300 meter) op ad Mount Vaea på skift, så kisten kunne bæres op til toppen. De kaldte den De kærlige hjerters vej. Han blev begravet nær toppen, med udsigt over havet, under et epitafium taget fra et af hans egne digte.

Stevenson havde boet i Samoa i tre år, da landet flyttede over den internationale datolinje for første gang – og det er her, denne historie rigtigt begynder.

I 1892 overtalte amerikanske handelsmænd den samoanske konge til at flytte øerne fra den vestlige side af den internationale datolinje til den østlige side, så Samoa kunne få samme arbejdsuge som Californien.

For at klare springet måtte Samoa gentage en dag. Den valgte dato var 4. juli. Samoa fejrede den amerikanske uafhængighedsdag to dage i træk.

119 år senere flyttede landet tilbage.

I 2011 var regnestykket vendt. Omtrent 70 % af Samoas handel var med Australien, New Zealand og Asien; kun omkring 15 % var med USA. Og at være en dag bagud betød at miste noget i retning af to hverdage hver uge. Som landets ledelse udtrykte det dengang: Mens det er fredag i Samoa, er det allerede lørdag i New Zealand – og mens samoanerne er i kirke om søndagen, er Sydney og Brisbane tilbage på arbejde.

Så Samoa vedtog en lov i juni 2011, og ved midnat torsdag 29. december gik uret direkte til lørdag 31. december.

Fredag den 30. december 2011 fandtes ikke i Samoa.

Den fandtes heller ikke i Tokelau, med omkring 1.500 indbyggere, som tog samme spring samme nat. Samoas 186.000 indbyggere gik i seng torsdag og vågnede lørdag, efter at de var flyttet fra UTC−10 til UTC+14 (sommertid; UTC−11 til UTC+13 i normaltid) – et spring på 24 timer på et enkelt øjeblik.

Regeringen bestemte, at alle, der skulle have arbejdet på den dag, der ikke fandtes, skulle have fuld løn for den.

Mennesker samledes ved klokketårnet i Apia. Der var sirener, fyrværkeri, bilhorn, kirkeklokker og gudstjenester. Der blev udstedt et frimærke med sætningen ind i fremtiden.

Uret: konsekvenserne er stadig synlige på kortet.

Amerikansk Samoa skiftede ikke. Det ligger omkring hundrede kilometer væk og er nu præcis én dag bagud: samme klokkeslæt, en anden dato. En kort sejltur mellem de to krydser en hel kalenderdato.

Og Samoas plads i verden blev vendt om. Landet havde været blandt de sidste steder på Jorden, der så hver ny dag. Nu er det blandt de første – det land, der plejede at afslutte verdens dag, starter den nu.

Der var én konsekvens, som ingen havde planlagt. Syvendedagsadventisterne i Samoa blev splittede over, hvilken dag der nu var den rette sabbat, fordi den syvdagesrytme, de havde fulgt, ikke længere passede med kalenderen omkring dem.

Samoa flyttede sin dato to gange, og begge gange af samme grund: for at være vågen på samme tid som dem, landet handlede med. I 1892 betød det, at man fik en dag. I 2011 betød det at miste en.